Qt-Desktop del 2 : QTM – en KISS blog klient

Det at benytte, for eksempel WordPress systemets indbyggede tekstbehandler, er for mange en enerverende oplevelse. Jeg er muligvis ved at blive en gnaven gammel ultrakonservativ gammel knark, men jeg foretrækker at benytte noget der lidt mere minder om et rigtigt program.

Derfor er jeg begyndt at benytte blog klienter til det meste. En blog klient er en simpel tekstbehandler, der direkte kan ligge det færdige indlæg up på web serveren, med status, tags og kategorier.

På skrivebordet har jeg nu i et stykke tid benyttet Blogilo, der er en funktionalitetsrig kæmpe og et pragtfuldt produkt – men mindre kan også gøre det og efter lidt søgen, fandt jeg QTM.

QTM er naturligvis, som navnet lidt antyder, baseret på Qt4. Ved at det er et rent Qt4 program, kan det i teorien oversættes og køre på et styre system, hvis Qt frameworket er porteret. Dette inkluderer, udover de fleste GNU/Linux distributioner og BSD varianter også Apple OS X og Microsoft Windows, muligvis også andre.

QTM Accounts
QTM Accounts

Som det ses kan QTM håndtere et vilkårligt antal konti til følgende :

  • WordPress.com
  • Typepad
  • SquareSpace
  • MovableType
  • WordPress (ikke .com)
  • Drupal
  • Textpattern

Ved WordPress indtastes URL’en til bloggen bare og QTM finder selv endpoint frem.

QTM Edit mode
QTM Edit mode

Redigeringsfeltet til højre kan sættes i to tilstande :

  • Preview mode, hvor du ser indlægget som det ser ud.
  • Edit mode, hvor du kan redigere koden til indlægget.

Venstresiden kan sættes i seks forskellelige tilstande, hvor man kan redigere :

  • Basics – de mest basale ting, såsom konto og blog.
  • Categories – Kategorier
  • RSS Experts – Opsummering til bloggens RSS-feed
  • WP tags – Nøgleord eller tags for WordPress
  • Technorati tags – Nøgleord eller tags for blog søgemaskinen Technorati.com
  • Trackbacks – Linkback metode der gør det muligt at se om der bliver linket til artiklen udefra.

Tekstbehandlerdelen i QTM er meget simpel – blandt andet er det ikke et WYSIWYG (What You See Is What You Get) program, hvilket nok gør at mange afviser det blandt. Men tag ikke fejl af det, det er et yderst kapabelt program, hvor du har ganske godt tyr på layoutet og hvis man er i tvivl om hvordan det ser ud, er der mulighed for preview, hvor indlægget fremvises som det nogenlunde vil komme til at se ud på hjemmesiden. For i modsætning til Blogilo ikke tager QTM ikke højde for CMS’ets tema, men viser kun selve indlægget, baseret på den indtastede kode.

QTM Preview mode
QTM Preview mode

Simpliciteten har dog en pris, for i forbindelse med billedhåndtering er man begrænset til billeder der ligger online – så der skal man enten uploade dem til en tilgængelig server, eller indsætte dem efter at man har skubbet indlægget op på web serveren. Der er ingen halvkvalt integration med CMS galleriet – men kan man leve med dette, er QTM et ganske fremragende stykke programmel.

Henvisninger:

Qt-Desktop del 1

Når man som jeg, helt tilbage fra version to, har benyttet skrivebordsmiljøet KDE – så gror man måske lidt fast og bliver langsomt mere og mere sovset ind i KDE afhængigheder. Simpelthen fordi at udvalget og kvaliteten af tilgængelige KDE programmer er ganske forrygende – så hvorfor bevæge sig længere væk.

På grund af hardwareproblemer, der går tilbage til efteråret – var hele KDE stakken, med Workspace og Plasma og alt det der gejl – pludseligt blevet en tand for tungt til mit nye gamle integrerede nVidia GF6130 – stads. Derfor faldt jeg pladask for et ganske nyt skrivebordsmiljø, hvor valgfrihed ligger udviklerne meget på sinde – nemlig Razor-Qt.

Generelt kan det kaldes en Qt pendent til LXDE og giver i det hele taget samme følelse som KDE gjorde førhen – selvom værktøjskassen er betydeligt mere skrabet. Rent faktisk så indeholder Razor-Qt end ikke en Window Manager. Miljøet fungerer dog ganske fint med de fleste Window Managers, såsom eggWM, Kwin og Metacity. Jeg har dog, ligesom de fleste af udviklerne, kastet mig over et gammelt bekendskab, nemlig OpenBox – der stadig er en minimalistisk fornøjelse.

Dette betyder så at man begynder at mærke hvor stor en betydning programmernes KDE afhængigheder har og hvad KDE’s modularisering betyder for brugeroplevelsen. Det der tager få sekunder at starte op i et KDE univers, tager nu pludselig halve til hele minutter at starte op – fordi at at næsten en halv KDE skal startes op i baggrunden.

Derfor besluttede jeg mig for at udskifte så mange som muligt af mine gamle favoritter – jeg valgte simpelthen at forsøge at gå ren Qt. Det er lidt en spøjs fornemmelse, når man tidligere har brugt tid på at finde KDE baserede afløsere.

Mit første skridt var at undersøge om der fandtes programsamlinger der koncentrerede sig om Qt-frameworket og jeg fandt ret hurtigt siderne :

  • Qt-Apps : Her finder du Qt baserede programmer i alle mulige afskygninger og kategorier, primært under GPL licensen, samt grupper og fora.
  • OpenDesktop.Org : Her finder du programmer i alle mulige afskygninger, Qt, KDE, GTK, Java programmer til skrivebordet, samt artwork, grupper og fora.
  • Qt-Desktop : Dette er en listig lille samling programmer, der kan køre på hvilken som helst platform, hvor Qt runtime er porteret til.

Nedenstående er en kæk lille liste over hvilke, ofte ganske oversete alternativer der eksisterer – som jeg i den følgende tid vil kigge lidt nærmere på:

  • QTM – Blog klient
  • FocusWriter – Tekstbehandler
  • RSS Guard – Nyhedsklient
  • Psi/Psi+ – IM
  • QasMixer – Mixerpanel
  • VLC media player – Multimediaafspiller
  • Clementine – Lydafspiller
  • Juffed – Teksteditor, men fokus på udviklere
  • Nomacs – Billedfremviser
  • Qt PDF Viewer – PDF fremviser
  • QtFM – Filhåndtering
  • Qps – Process liste
  • QTerminal – Terminal
  • QupZilla – Hjemmesidelæser
  • Communi – IRC klient
  • Qbittorrent – Bittorrent klient
  • Shortwell – Foto håndtering

Ligeledes vl jeg kaste et stykke blik på Razor-Qt og naturligvis OpenBox.

Hvor nuttet

Jeg har i en del år efterhånden været storforbruger af Qt-baseret software, da jeg har benyttet KDE skrivebordsmiljøet og den medbundlede vognpark af programmer til alle mulige formål.

Jeg har de sidste par år dog haft et noget ambivalent forhold til Qt projektet, eller skulle jeg rettere sige et ambivalent til Qt’s herrer Nokia, der indtil Elop-kalypsen ramte, satsede store dele af deres fremtid på Qt’s fortræffeligheder – hvilket har tilsat suppen en stor mængde usikkerhedsekstrakt.

Internt har de sandsynligvis haft styr på fremtiden, men udadtil har det haltet gevaldigt med kommunikationen – som egentlig har været begrænset til “All is well – move along – there’s nothing to see here”. Det vi har kunnet konkludere er at Nokias nye herre fra Seattle, har betalt dem for at skrotte, stort set alt hvad de stod med i hænderne og havde på lager.

Men udviklingen som der ser ud nu, er at Nokia sidste år, for en fin lille sum penge gav finske Digia Oyj ret til at forhandle og udstede kommercielle licenser til Qt. Dette betyder at hvis du i fremtiden får brug for en kommeciel licens skal du gå til Digia Oyj – Nokia har bibeholdt retten til det, men vil ikke beskæftige sig med det.

Ligeledes vil fokuseringen i Qt-regi langsomt glide over på den frie del – der er ved at blive plantet i hænderne på Qt-project organisationen. Qt-Developer-Network er allerede blevet flyttet over til Qt-Project og det ser ud til at planen er at det hele skal overgå til en autonom styreform, hvor Nokia dog har fat i den anden ende af elastikken.

Det tyder på at LGPL grenen af Qt vil blive spydspidsen rent udviklingsmæssigt, som den kommercielle del vil blive baseret på. De virksomhedsbaserede biddrag vil således forstsat have interesse i at den frie del bliver videreudviklet og hvis vi kan finde et magtmæssigt afbalanceret leje i toppen af Qt-Project, vil vi i mange år kunne nye godt af The Qt Framework.

Dette har allerede nu givet anledning til en del aktivitet  og initiativer til at kaste en krog i langt de fleste eksisterende mobilplatforme, inklusiv Microsoft Windows Phone og QNX er sat i værk. Det ser ud til at den oprindelige vision om “One ring to rule them all”, rent faktisk vil kunne blive en realitet – dog ikke med Nokia ved rorpinden. Men den kinetiske energi Nokia udviklernes entusiasme tilførte projektet, har sendt Qt-fartøjet ud på nye eventyr.

Henvisninger:

Linux 3.2

Så er Linux 3.2 kommet på gaden, iblandt nyhederne i denne version :
  • Ex4 understøtter nu blokstørrelser på optil 1Mb, hvilket kan forbedre ydeevnen med store filer betragteligt.
  • BtrFS er blevet opdateret med hurtigere skrubbe funktionalitet (tjek af kontrolsummer), automatisk backup af kritiske filsystem metadata (trærødder) og værktøj til manuel kontrol af filsystemer og generel ydelsesforbedringer.
  • Scheduler kan nu sætte en øvre grænse for CPU-tid, hvilket har givet skrivebordet/arejdspladsen/desktoppen en bedre respons i forbindelse med mere heftige skrivejobs.
  • TCP har fået tilføjet en algoritme der fremskynder inddrivelsen af forbindelsen, efter tabte pakker.
  • Profileringsværktøjet “perf top ” kan nu foretage live inspektion af opgaver og biblioteker.
  • Device Mapper har tilføjet understøttelse for ‘thin provisioning’ lagerplads.
  • Qualcomm Hexagon DSP processoren er nu understøttet.
Henvisninger:

Keyboard Set Pro Nordic

(Denne anmeldelse blev oprindeligt skrevet for seks måneder siden – men livet og fejlende hardware har forsinket frigivelsen lidt, men bedre sent end aldrig)

Da jeg ved et tilfælde fik chancen for at kompatibilitetsteste og anmelde et ganske fikst tastatursæt fra Sandberg – Keyboard Set Pro Nordic – slog jeg naturligvis til.

Da jeg er fuldtids Linuxbruger, mere specifikt openSUSE bruger, vil jeg koncentrere mig om denne distribution, samt de skrivebordsmiljøer og grafiske skaller, der følger med denne.

Enkelthed er nøgleordet

Når du åbner æsken, finder du tastatur, mus og en kort brugerguide på seks sprog. Der er ingen DVD med flere gigabyte drivprogrammer og komplet ubrugelig software.

For Sandberg er ideen at benytte de allerede eksisterende drivprogrammer – for alt, inklusiv specialtaster.

Når sættet ikke er tilsluttet, kan USB-modtageren puttes væk i et lille rum, bagerst på undersiden af musen, der ligner en Wireless Laser Mouse Pro på en prik.

Tastatur – hvor bizart !

Tastaturet ser ganske fikst ud – sort i sort – standard layout og naturligvis udformet ergonomisk. Tasterne føles bløde, behagelige og præcise. Tastaturet er på oversiden overtrukket med et ganske fint lag gummi, der ikke bare er blødt og behageligt at røre ved, selv i forbindelse med længere skrivesessioner, men som også henleder tanken på en Typhoon klasse missilubåd og kan ganske let tøres af med en fugtig klud.

Der er intet overflødigt til stede på dette sæt og USB modtageren er en af de mindste jeg hidtil har set for mine øjne. Den er naturligvis parret med mus og tastatur fra fabrikkens side, så det hele kører uden nogen som helst form for opsætning og sjove procedurer. Det eneste du skal gøre er at poppe et sæt AAA batterier i hver enhed og sætte USB modtageren i en ledig USB port – så er der kog i gryden.

Testmaskinen kører openSUSE 11.4, og det primære skrivebordsmiljø er KDE 4.6.0, men der er ligeledes både installeret 2.24 og en LXDE, der betyder at der skulle være en ganske god chance for at få det hele til at virke.

Der er ingen Caps Lock, Scroll lock eller Numlock LED indikatorer – sandsynligvis ofret for at maksimere batteritiden. Der er bare det at det nogen gange gør det til en lidt frustrerende gætteleg – er caps lock slået til eller fra ? Det er dog noget man finder ud af hen ad vejen – det jeg dog mest savner er en slumreknap. For at kompensere har jeg dog anbragt en Lock/lock out widget i KDE panelet, med alt andet end slumre slået fra. Det virker men er knapt så cool som lige at trykke på en dedikeret tast.

Der hvor Caps -, Num og Scroll lock traditionelt er placeret, finder du en aflang battery indicator istedet – hvor en dybrød LED lyder dybt ned fra dybet, igennem et stykke transparent plastic – det ligner noget taget fra en 80’er Science fiction serie.

På tastaturets højre side har Sandbergs designere valgt at placere følgende multimediataster :

  • Mute (Ingen grund til at ændre denne)
  • Vol+ (Ingen grund til at ændre denne)
  • Vol- (Ingen grund til at ændre denne)
  • Play/Pause (Indstillet til at benytte standardafspiller)
  • Start lydafspiller (Indstillet til at starte Amarok op)

De tre første taster virkede ud-af-æsken og det tog ikke mange minutter at finde ud af at mappe “Start lydafspiller” til at benytte Amarok.

Knapper på den venstre side :

  • Start hjemmesidelæser (Indstillet til at starte Mozilla Firefox, med Ctrl+knap startes Chrome op, med Meta+knap startes Opera op og med Alt+knap startes Rekonq op)
  • Start lommeregner (Denne knap er den eneste der ikke ville lege med)
  • Åben skrivebord/Arbejdsplads (Indstillet til at starte Dolphin filmanager med hjemmefolderen som aktiv)
  • Start epost klient (Indstillet til at starte Mozilla Thunderbird op)

Igen tog det ikke mange øjeblikke at mappe disse knapper om via Indstil skrivebordsmiljø->Genveje og gestusser og via Startmenuen Kickoff->rediger programmer. Den eneste der ikke ville være med var Åben lommeregner knappen, der dog blev aflæst som “start (1)”, som tilsyneladende ikke umidelbart kan mappes til noget brugbart. Dette er lidt frustrerende, da det for tastaturets vedkommende ødelægger en ellers perfekt runde.

Mus på bordet

Den optiske trådløse mus er ligesom de fleste andre på markedet naturligt ergonomisk og en ren højrehåndsmus. Det er en relativt stor og høj mus – godt for borgere med over gennemsnitshænder. På toppen er den dækket af samme type gummilag som tastaturet og på siderne er den i ren hård plastik – men den føles ganske behagelig i hånden.Musen er meget let -indsættelsen af et sæt AAA batterier hjælper getydeligt på det – men det fjerner ikke helt fornemmelsen at den bare er en tom plastikskal, hvis du som mig kommer fra en solid og ganske tung mus som Logitech Mouseman Wheel. Men efter en times tid eller så – var tilvænningen overstået og den mindre vægt og den højere præcision blev efterhånden en fordel.Bortset fra de normale to knapper, er den også udstyret med en lille DPI knap på toppen. Denne skulle med fuld softwareunderstøttelse gøre det muligt at skifte imellem opløsninger på 1000 og 1600 DPI. Men der er desværre ikke i openSUSE Linux tilsyneladende ikke tilstrækkelig understøttelse og knappen har ingen effekt i denne forbindelse og den kan ej heller blive mappet om. Den er dog ganske effektiv til at vække musen fra søvntilstand grundet dens placering, men mere om dette senere.

Musen er ligeledes udstyret med en Frem og Tilbage knap, støbt i hård plastik, ligesom siderne på musen. Disse kan ej heller mappes om, men fungerer direkte via drivprogrammet til den aktive applikation, der skal understøtte det :

  • Google Chrome – Frem og Tilbage er understøttet.
  • Mozilla Firefox – Frem og Tilbage er understøttet.
  • Opera Software Opera – Frem og Tilbage er understøttet.
  • KDE Konqueror – None shall pass.
  • KDE ReKonq – Frem og Tilbage er understøttet.

Som det ses, er KDE Konqueror den eneste hjemmesidelæser, der ikke vil lege med. Det har dog næppe den store betydning, da Konqueror ser ud til at have udspillet dens rolle som hjemmesidelæser og KDE ReKonq ser ud til at overtage denne rolle.

Som en sidste lille godbid, falder musen i søvn efter ti minutter uden aktivitet. Den kan hurtigt vækkes igen, ved at aktivere en vilkårlig knap på musen. Den knap der for de fleste er placeret bedst, er den ovenover nævnte DSP-knap, der således alligevel er brugbar. Denne søvnfunktionalitet er en ganske fiks funktionalitet, som jeg ikke tidligere har set og som jeg har savnet på mine tidligere mus. På mit tidligere arbejde blev jeg udstyret med en HP mus, der med en lille skydeknap på undersiden af musen, kunne slukkes og tændes – men det er ikke altid noget man husker at gøre – dette er her elimineret.

Detaljer-detaljer-detaljer

På en openSUSE installation (openSUSE 11.4 – Linux 2.6.37.6-0.5-desktop #1 SMP PREEMPT 2011-04-25 21:48:33 +0200 x86_64 x86_64 x86_64 GNU/Linux), bliver sættet identificeret som en “2.4GHz Keyboard Mouse Combo (/dev/input/mice)”, hvor tastaturet er en xkbmodel : pc104 og musen er en xf86: explorerps/2.

HARDWARE

  • Asrock AliveXFire – eSATA2 2.0 bundkort
  • AMD Athlon X2 +3600 (Windsor)
  • Asus EN7600GS Silent – 256Mb grafikkort
  • 4*512Mb Corsair DDR2 hukommelsesmoduler
  • Samsung 160Gb SATA2 harddisk
Selvom jeg absolut er en inkarneret KDE-bruger og har været det lige siden SuSE Linux 6.4 – mente jeg dog at det kunne være en nysselig ide at se hvorledes sættet havde det med de andre skrivebordsmiljøer og grafiske skaller, som openSUSE leveres sammen med.

SOFTWARE

  • KDE 4.6.00 (4.6.0) ”release 6”
  • Gnome 2.24.4
  • OpenBox 3.4.11.2-9.1
  • XMBC
  • LXDE 0.3.0-2.1
  • Gnome Shell (Gnome 3 Preview 2.91.6-6.9.1)
  • FVWM 2.5.26-52.2
  • IceWM 1.3.6-9.1
  • TWM 2.6.x

Afrunding

Sandberg Keyboard Set Pro Nordic er absolut det bedste tastatursæt, jeg har haft fingrene i siden Logitech Desktop Pro – der dog til sammenligning havde en temmelig dårlig håndstøtte i temmelig hård plastic og som jeg derfor afmonterede som det første. Det ligner noget taget ud fra det amerikanske stealth-projekt, hvilket absolut ikke trækker ned.

Den trådløse forbindelse er fremragende og størrelsen af USB modtageren er så lille at den uden problemer kan blive siddende når man for eksempel tager den bærbare under armen, men stadig stor nok til at man lige med to fingre kan pille den ud af USB-porten. Tastaturet er ganske behageligt at arbejde med og kvaliteten er ganske fin. Det eneste jeg savner er en slumreknap. Det kan man som sagt kompensere for ved at benytte en Widget, men det kræver stadig at man roder rundt med musen eller sætter en genvejstastekombination op. Det virker fint, men er langt fra lige så elegant som en dedikeret knap. Tilstedeværelsen af en lock indikator kunne havde været festlig, men jeg vil til enhver tid hellere have et par ugers længere batterilevetid.

Det svageste led er absolut musen – og selv denne er jeg meget hurtig blevet ganske glad for. Den er præcis og gør hvad den bliver bedt om og grundet slumrefunktionen er batterilevetiden ganske fin.

Kompatabiliteten med openSUSE er ikke perfekt, men sadig betydelig bedre end jeg havde forventet.

Postscript:

Siden jeg skrev denne korte anmeldelse – har både min hardware og software konfiguration ændret sig. openSUSE 11.4 er blevet opgraderet til openSUSE 12.1 (x86_64) – Linux 3.1.0-1.2-desktop x86_64 – KDE 4.7.2 (4.7.2) “release 5” og hardwaren ændret til et abit MF-2M nView (med en integreret GF 6150 GPU). Men på trods af dette er der ikke rigtigt noget i understøttelsen der har ændret sig så meget som en tøddel.

Sandberg Keyboard Set Pro Nordic virker stadig næsten perfekt.

TILFØJELSE:

I forbindelse med OpenBox, er det dog muligt at opsætte “StartLommeregner” knappen med følgende, i keyboard sektionen af OBs rc.xml konfigurationsfil :

<keybind key="0x94">
<action name="Execute">
<startupnotify>
<enabled>true</enabled>
<name>Run Program</name>
</startupnotify>
<command>kcalc</command>
</action>
</keybind>

eller OBHotkey kommandolinieværktøjet:

obhotkey 0x94 kcalc