nView’et vender tilbage

Fandt mit gamle ABIT NF-M2 nView bundkort og med hjælp af stumper fra to andre maskiner fik jeg skisme gang i en anstændig kværn igen. NF-M2 har nemlig et integreret GeForce 6150 og derfor er der ikke behov for noget yderligere grafikkort.

Atter engang måtte det gamle MGA Millenium PCI dog hives frem, for at få adgang til BIOS settings – det gamle Millenium har efterhånden reddet en håndfuld maskiner, siden at det sad i min gamle Cyrix 6×86 +133 kværn, udstyret med 2*16Mb arbejdshukommelse.

NF-M2 bundkortet røg, første gang, ud efter en hel uges kamp både med forskellelige Windows versioner og skam også både en håndfuld Linux distributioner og OSOL. Jeg skiftede hele konteksten ud på den, uden at det hjalp. Selv ikke det at få byttet bundkort hjalp – i modsætning til mit gamle SiS bundkort røg det dog ikke ud af vinduet, men bare over i en bunke.

Men denne gang har den, bortset fra enkelte stupiditetsvanskeligheder (f.eks at glemme at idioten har sat MAC-filter op på routeren – hvilket betyder at NIC’et kører men der er ingen netværksadgang – samt ikke at tjekke for om det integrerede NIC var disablet (Hvilket det åbenbart er som standard … bizart)) kørt som en sild på cykel i olie.

Et GeForce 6150 er ikke ligefrem en hurtigløber, men stadig betydeligt hurtigere end den Castlerock (VIA CLE266) jeg benyttede i dagen før. Det er befriende at man ikke skal holde jævnlige pauser, for at vente på at bogstaverne dukker op på skærmen, når man sidder og skriver og nej – jeg er elendig og langsom til maskinmaskrivning.

nVidias lukkede grafik drivprogram blev installeret – no problem og ydelsen steg en meter i forhold til det standard Noveau drivprogram openSUSE bliver leveret med – der har i det hele taget ikke været den store modstand.

Starbug II (Dens forgænger hed Starbug, har ikke været i det kreative humør på det sidste) har haft det med at fryse kortvarigt engang imellem, der er blevet annonceret en segfault eller to på kernel niveau og i går frøs den totalt.

Måske en BIOS opdatering kunne hjælpe … fandt en fin side der indeholdt en længere vejledning om hvorledes man opretter et floppy DOS image og brænder det til en CD, som man så kan starte op på og opdatere BIOS’en med det medfølgende DOS-baserede værktøj.

Et godt stykke ned i kommentarerne fandt jeg et indlæg der foreslog at benytte et frit værktøj, der kan benyttes på de fleste platforme og til de fleste bundkort, nemlig flashrom.

Det viste sig at både core-utils og selve flashrom værktøjet allerede var at finde i openSUSE repos og efter fem minutter var der både hentet en biosopdatering fra Universal abit/ABIT hjemmesiden, taget backup af den gamle BIOS og skudt en opdatering afsted, direkte fra en rod konsol – sådan skal det gøres.

Det hele kører nu ganske glat og føles måske en anelse hurtigere – uden at jeg dog kan påvise det da jeg ikke har klar nok i hovedet til at udføre bare den mindste hastighedstest, før opdateringen.

Flashrom er et super værktøj – på hjemmesiden flashrom.org er der en længere hardware kompatibilitetsliste, som eventuelle potentielle brugere nok lige skal kigge igennem – for det er stadig ikke en helt ufarlig operation.

Dette her er vel nærmest at kalde en tidlig julegave.

Så er det snart tid til en openSUSE

Der er nu kun ganske få dage til openSUSE 12.1 kommer på gaden. Testerne er igang med den sidste afpudsning via den allersidste beta version (Release Candidate) og som med de fleste nye releases er det mere evolution end revolution.

Iblandt nyhederne i openSUSE er introduktionen af systemd – der er en erstatning for System V init daemonen, med forbedret håndtering af parallelitet ved systemopstart og andre løjer.

Googles nye programmeringssprog Go, men også LLVM v3, CLANG v3 og seneste skud af bootmanageren GRUB 2, der blandt andet har eksperimentiel EFI-support.- der i løbet af det næste års tid bliver meget vigtig.

Den nyeste Firefox, GNOME 3.2, KDE’s Plasma Workspace 4.7 og naturligvis Linux kernel 3.1.

Ligeledes er tilføjelsen af Calligra Suite en nyhed, der som en anden fugl Føniks er genopstået af asken fra KOffice2 – en meget omfangsrig produktivitetspakke i KDE-regi.

Du har hørt om Apple Time Capsule, og ZFS, der giver mulighed for at inkrementielle backups, helt ned på fil-niveau. Dette gør at du hurtigt kan genoprette konsekvenserne af sådan noget som en »rm -Rf« tastefejl, der rydder hele undermunden. I forbindelse med det nye filsystem Btrfs (B-tree FS) er en af de eksperimentielle funktionaliteter en mulighed for sådanne copy-on-write snapshots. Denne funktionalitet er en lettere nørdet sag, der styres via kommandolinieværktøj. For at gøre disse lidt mere spiseligt, har openSUSE-folkene stykket værktøjet (kommandlinie og grafisk YaST-modul) snapper sammen, der som udgangspunkt skaber et øjebliksbillede af situationen, både før og efter at YaST eller zypper bliver kørt, helt ned på fil-niveau. Både Btrfs og Snapper er på eksperimentialstadiet og er derfor ikke tilrådelige at benytte på produktionsmaskiner.

På onsdag er det atter tid til en "dup".

EmacsForum 2011

De gæve gutter Peter Toft og Kenneth Geisshirt har sammen med SSLUG, KLID og DKUUG stillet en Emacsforum-dag på benene, der igennem to små foredrag fokuserer på Emacs-miljøet og relaterede emner. Du kan lære om bevistjekkere, brug af Emacs til softwareudvikling og skrivning af publikationer og ikke mindst møde andre Emacs-brugere.

Konferencen finder sted lørdag den 12. november 2011, fra klokken 10:30 til omkring ved 17-tiden på DIKU.

Deltagelse i selve mini-konferencen er gratis, men du skal tilmelde dig på EmacsForum.

Det foreløbige program:

Start

Taler

Emne

10:30

Peter Toft og Kenneth Geisshirt

Velkomst

11:00

Kenneth Geisshirt

JavaScript modes

11:20

Kåre Jensen

Syntax highlighting for “nye” filtyper

11:40

Michael B. Arp Sørensen

Google App Engine/Python/Rope

12:10

Pause

12:30

Jesper K Pedersen

Elisp-programmering

13:30

FROKOST

13:30

Jesper K Pedersen

Makroer

14:15

Klavs Klavsen

Vim

14:45

Pause

15:00

Jesper Louis Andersen

ProofGeneral

15:45

Bo Jakobsen

Emacs og LaTeX

16:15

Peter Toft

Boot op i Emacs

16:30

“Os alle”

Emacs – talking

17:00

The end …

Det forventes at der sælges sodavand, kaffe og EmacsKrus af LinuxPusher, under konferencen (Husk kontanter). KLID optager de fleste af foredragene på video.

Man er velkomne til at medbringe madpakker, men der vil også blive mulighed for at bestille pizza (Husk kontanter).

Henvisninger:

Tre kilometer frem og så til venstre ved kroen

Som det allerede tidligere er blevet fremhævet af andre skæve eksistenser, er det danske opensource foreningsliv mere og mere stivnet de seneste år.

Den gamle garde, der opdyrkede opensource bevægelsen, ønsker ikke længere at være den drivende kraft og er begyndt at træde i baggrunden. Man kan også uden de store problemer sige at de flere gange har aftjent deres værnepligt. Problemet er at der er ikke rigtigt er nogen synlige afløsere.

Derudover er der ganske tydeligt sket det at magtstrukturene er frosset fast og hver enkelt nu gør sit bedste for at holde fast i deres og spilder tiden med procedurer, administration og ikke mindst magtkampe – upåagtet at fundamentet under dem ganske langsomt smuldrer.

Det skal så lige siges at dette ikke kun er et problem i Danmark – mange af de gamle frihedens forkæmpere er idag reelt dinosaurer, uden reelt formål andet end bare at være.

Men er der da ikke nogen nutidige successhistorier ??

Jo – I allerhøjeste grad !!

Økosamfund bygget op omkring enkelte distributioner er absolutte successer, såsom openSUSE, Fedora og Ubuntu – ligeledes er organisationer der er samliet omkring et specifikt projekt såsom KDE eller har en specifik mission, mens de generelle organisationer klarer sig knapt så godt og ofte er rent spild af plads.

Kigger man sig omkring i dannevang er højdespringerne ganske Ubuntu Danmark, der er en landsdækkende organisation – dækkende landet via tre underafdelinger, der løbende afholder arrangementer. Men primært klares interaktionen/kommnikationen ved hjælp af den moderne teknologi såsom online chat, forum og endda en gammel traver som IRC.

Derfor kunne en ide være at istedet for de gamle stivnede strukturer kunne man fremavle en struktur bygget op omkring nogle få distributionsspecifikke grupper, såsom Ubuntu Danmark, dertil kan tilføjes openSUSE, Fedora og en eller to flere og missionsspecifikke organisationer såsom IT Politisk Forening der ligedes prædiker åbenhed og som gang på gang forstår at placere sig taktisk klogt i forhold til landets ellers konservative stivstikkerpresse.

Det som mange idag primært kender SSLUG for, er serien af “Friheden til….” bøger. Det er en genial serie bøger, der dog idag trænger til en kærlig hånd. Disse kunne udgøre begyndelsen til en egentlig produktion af et bibliotek af bogmateriale. Man kunne stille faciliteter, eventuelt en redaktion, korrekturlæsere og distributionsapparat til rådighed for forfatterspirer – det er jo temmelig nærliggende at distribuere disse i EPUB formatet. Det lyder fornemt, men behøver i realiteten ikke være så komplekst – det kunne gøres med et netværk af sprog- og teknik-kyndige, en frivillig redaktion og en server – måske et WikiWiki, hvor man med et vist antal gange om året destillerer bogen til EPUB/PDF.

I har sikkert mange andre ideer – måske er det på tide at få dem frem….

Danish Radio Streams Service

Jeg så lige, under en rundtur på Planet OpenSource DK, at Martin Schlander tidligere på året overtog det danske netradioscript til Amarok.

Det er hans intention at opdatere det fire gange om året og lige nu er mere end 60 forskellige netradioer registreret, derunder DR (P1-P8, og de fire store), NOVAfm og Den2Radio.

Det måtte da lige prøves og fungerer da også perfekt – hvilket også betyder at jeg har fået konfigureret og for første gang i to år rent faktisk benytter Amarok og i modsætning til sidste gang jeg prøvede den, har den nu kørt næsten en time uden at være gået ned.

Jeg benytter standardudgaven af Amarok (2.4.0) i openSUSE 11.4 og nedenstående opskrift er således til denne.

Opskrift:

  1. Værktøjer -> Håndtering af scripts
  2. Vælg : "Hent flere scipts"
  3. Søg : "danish"
  4. Vælg "Danish Radio Streams Service"
  5. Installer
  6. Genstart Amarok

Henvisning: