Den tyvende april sidste år annoncerede Oracle, temmeligt overraskende, at de havde indgået en aftale med SUN Microsystems om at opkøbe dem med hud og hår.
Nu har EU så, efter en næsten uendelig lang tids gransken, godkendt Oracles opkøb af SUN Microsystems.
Denne gransken skyldes at SUN og Oracle ikke ligefrem er letvægtere og selv den mindste bevægelse i søvne kan give alvorlige bølger med oversvømmelser til følge i resten af verden. De er begge store medspillere på databasescenen. Derudover er SUN i sig selv et helt kapitel og med dette opkøb opnår Oracle derfor kontrol med blandt andet : OpenSolaris, Java-platformen, OpenOffice.Org og ikke mindst mindst det mest benyttede OpenSource DBMS nemlig MySQL, der er standard på stort set alle GNU/Linux og *BSD distributioner og som benyttes af et bredt publikum, lige fra FOSSWorld.dk og til NASA.
Oracle forventer at deres opkøb meget snart godkendes af Rusland og Kina, selvom tidligere MySQL-ansatte her forsøger at jage en cykelpumpe i forhjulet.
Hvis du er i nærheden af deres hovedkvarter i Redwood Shores i Karlifornien den syvogtyvende januar, sådan omkring klokken ni, så holder Oracle et lille arrangement for kunder, partnere, analytikere og pressen – detaljer er at finde på www.oracle.com/sun.
(Kilde : Oracle.dk)