Keyboard Set Pro Nordic

(Denne anmeldelse blev oprindeligt skrevet for seks måneder siden – men livet og fejlende hardware har forsinket frigivelsen lidt, men bedre sent end aldrig)

Da jeg ved et tilfælde fik chancen for at kompatibilitetsteste og anmelde et ganske fikst tastatursæt fra Sandberg – Keyboard Set Pro Nordic – slog jeg naturligvis til.

Da jeg er fuldtids Linuxbruger, mere specifikt openSUSE bruger, vil jeg koncentrere mig om denne distribution, samt de skrivebordsmiljøer og grafiske skaller, der følger med denne.

Enkelthed er nøgleordet

Når du åbner æsken, finder du tastatur, mus og en kort brugerguide på seks sprog. Der er ingen DVD med flere gigabyte drivprogrammer og komplet ubrugelig software.

For Sandberg er ideen at benytte de allerede eksisterende drivprogrammer – for alt, inklusiv specialtaster.

Når sættet ikke er tilsluttet, kan USB-modtageren puttes væk i et lille rum, bagerst på undersiden af musen, der ligner en Wireless Laser Mouse Pro på en prik.

Tastatur – hvor bizart !

Tastaturet ser ganske fikst ud – sort i sort – standard layout og naturligvis udformet ergonomisk. Tasterne føles bløde, behagelige og præcise. Tastaturet er på oversiden overtrukket med et ganske fint lag gummi, der ikke bare er blødt og behageligt at røre ved, selv i forbindelse med længere skrivesessioner, men som også henleder tanken på en Typhoon klasse missilubåd og kan ganske let tøres af med en fugtig klud.

Der er intet overflødigt til stede på dette sæt og USB modtageren er en af de mindste jeg hidtil har set for mine øjne. Den er naturligvis parret med mus og tastatur fra fabrikkens side, så det hele kører uden nogen som helst form for opsætning og sjove procedurer. Det eneste du skal gøre er at poppe et sæt AAA batterier i hver enhed og sætte USB modtageren i en ledig USB port – så er der kog i gryden.

Testmaskinen kører openSUSE 11.4, og det primære skrivebordsmiljø er KDE 4.6.0, men der er ligeledes både installeret 2.24 og en LXDE, der betyder at der skulle være en ganske god chance for at få det hele til at virke.

Der er ingen Caps Lock, Scroll lock eller Numlock LED indikatorer – sandsynligvis ofret for at maksimere batteritiden. Der er bare det at det nogen gange gør det til en lidt frustrerende gætteleg – er caps lock slået til eller fra ? Det er dog noget man finder ud af hen ad vejen – det jeg dog mest savner er en slumreknap. For at kompensere har jeg dog anbragt en Lock/lock out widget i KDE panelet, med alt andet end slumre slået fra. Det virker men er knapt så cool som lige at trykke på en dedikeret tast.

Der hvor Caps -, Num og Scroll lock traditionelt er placeret, finder du en aflang battery indicator istedet – hvor en dybrød LED lyder dybt ned fra dybet, igennem et stykke transparent plastic – det ligner noget taget fra en 80’er Science fiction serie.

På tastaturets højre side har Sandbergs designere valgt at placere følgende multimediataster :

  • Mute (Ingen grund til at ændre denne)
  • Vol+ (Ingen grund til at ændre denne)
  • Vol- (Ingen grund til at ændre denne)
  • Play/Pause (Indstillet til at benytte standardafspiller)
  • Start lydafspiller (Indstillet til at starte Amarok op)

De tre første taster virkede ud-af-æsken og det tog ikke mange minutter at finde ud af at mappe “Start lydafspiller” til at benytte Amarok.

Knapper på den venstre side :

  • Start hjemmesidelæser (Indstillet til at starte Mozilla Firefox, med Ctrl+knap startes Chrome op, med Meta+knap startes Opera op og med Alt+knap startes Rekonq op)
  • Start lommeregner (Denne knap er den eneste der ikke ville lege med)
  • Åben skrivebord/Arbejdsplads (Indstillet til at starte Dolphin filmanager med hjemmefolderen som aktiv)
  • Start epost klient (Indstillet til at starte Mozilla Thunderbird op)

Igen tog det ikke mange øjeblikke at mappe disse knapper om via Indstil skrivebordsmiljø->Genveje og gestusser og via Startmenuen Kickoff->rediger programmer. Den eneste der ikke ville være med var Åben lommeregner knappen, der dog blev aflæst som “start (1)”, som tilsyneladende ikke umidelbart kan mappes til noget brugbart. Dette er lidt frustrerende, da det for tastaturets vedkommende ødelægger en ellers perfekt runde.

Mus på bordet

Den optiske trådløse mus er ligesom de fleste andre på markedet naturligt ergonomisk og en ren højrehåndsmus. Det er en relativt stor og høj mus – godt for borgere med over gennemsnitshænder. På toppen er den dækket af samme type gummilag som tastaturet og på siderne er den i ren hård plastik – men den føles ganske behagelig i hånden.Musen er meget let -indsættelsen af et sæt AAA batterier hjælper getydeligt på det – men det fjerner ikke helt fornemmelsen at den bare er en tom plastikskal, hvis du som mig kommer fra en solid og ganske tung mus som Logitech Mouseman Wheel. Men efter en times tid eller så – var tilvænningen overstået og den mindre vægt og den højere præcision blev efterhånden en fordel.Bortset fra de normale to knapper, er den også udstyret med en lille DPI knap på toppen. Denne skulle med fuld softwareunderstøttelse gøre det muligt at skifte imellem opløsninger på 1000 og 1600 DPI. Men der er desværre ikke i openSUSE Linux tilsyneladende ikke tilstrækkelig understøttelse og knappen har ingen effekt i denne forbindelse og den kan ej heller blive mappet om. Den er dog ganske effektiv til at vække musen fra søvntilstand grundet dens placering, men mere om dette senere.

Musen er ligeledes udstyret med en Frem og Tilbage knap, støbt i hård plastik, ligesom siderne på musen. Disse kan ej heller mappes om, men fungerer direkte via drivprogrammet til den aktive applikation, der skal understøtte det :

  • Google Chrome – Frem og Tilbage er understøttet.
  • Mozilla Firefox – Frem og Tilbage er understøttet.
  • Opera Software Opera – Frem og Tilbage er understøttet.
  • KDE Konqueror – None shall pass.
  • KDE ReKonq – Frem og Tilbage er understøttet.

Som det ses, er KDE Konqueror den eneste hjemmesidelæser, der ikke vil lege med. Det har dog næppe den store betydning, da Konqueror ser ud til at have udspillet dens rolle som hjemmesidelæser og KDE ReKonq ser ud til at overtage denne rolle.

Som en sidste lille godbid, falder musen i søvn efter ti minutter uden aktivitet. Den kan hurtigt vækkes igen, ved at aktivere en vilkårlig knap på musen. Den knap der for de fleste er placeret bedst, er den ovenover nævnte DSP-knap, der således alligevel er brugbar. Denne søvnfunktionalitet er en ganske fiks funktionalitet, som jeg ikke tidligere har set og som jeg har savnet på mine tidligere mus. På mit tidligere arbejde blev jeg udstyret med en HP mus, der med en lille skydeknap på undersiden af musen, kunne slukkes og tændes – men det er ikke altid noget man husker at gøre – dette er her elimineret.

Detaljer-detaljer-detaljer

På en openSUSE installation (openSUSE 11.4 – Linux 2.6.37.6-0.5-desktop #1 SMP PREEMPT 2011-04-25 21:48:33 +0200 x86_64 x86_64 x86_64 GNU/Linux), bliver sættet identificeret som en “2.4GHz Keyboard Mouse Combo (/dev/input/mice)”, hvor tastaturet er en xkbmodel : pc104 og musen er en xf86: explorerps/2.

HARDWARE

  • Asrock AliveXFire – eSATA2 2.0 bundkort
  • AMD Athlon X2 +3600 (Windsor)
  • Asus EN7600GS Silent – 256Mb grafikkort
  • 4*512Mb Corsair DDR2 hukommelsesmoduler
  • Samsung 160Gb SATA2 harddisk
Selvom jeg absolut er en inkarneret KDE-bruger og har været det lige siden SuSE Linux 6.4 – mente jeg dog at det kunne være en nysselig ide at se hvorledes sættet havde det med de andre skrivebordsmiljøer og grafiske skaller, som openSUSE leveres sammen med.

SOFTWARE

  • KDE 4.6.00 (4.6.0) ”release 6”
  • Gnome 2.24.4
  • OpenBox 3.4.11.2-9.1
  • XMBC
  • LXDE 0.3.0-2.1
  • Gnome Shell (Gnome 3 Preview 2.91.6-6.9.1)
  • FVWM 2.5.26-52.2
  • IceWM 1.3.6-9.1
  • TWM 2.6.x

Afrunding

Sandberg Keyboard Set Pro Nordic er absolut det bedste tastatursæt, jeg har haft fingrene i siden Logitech Desktop Pro – der dog til sammenligning havde en temmelig dårlig håndstøtte i temmelig hård plastic og som jeg derfor afmonterede som det første. Det ligner noget taget ud fra det amerikanske stealth-projekt, hvilket absolut ikke trækker ned.

Den trådløse forbindelse er fremragende og størrelsen af USB modtageren er så lille at den uden problemer kan blive siddende når man for eksempel tager den bærbare under armen, men stadig stor nok til at man lige med to fingre kan pille den ud af USB-porten. Tastaturet er ganske behageligt at arbejde med og kvaliteten er ganske fin. Det eneste jeg savner er en slumreknap. Det kan man som sagt kompensere for ved at benytte en Widget, men det kræver stadig at man roder rundt med musen eller sætter en genvejstastekombination op. Det virker fint, men er langt fra lige så elegant som en dedikeret knap. Tilstedeværelsen af en lock indikator kunne havde været festlig, men jeg vil til enhver tid hellere have et par ugers længere batterilevetid.

Det svageste led er absolut musen – og selv denne er jeg meget hurtig blevet ganske glad for. Den er præcis og gør hvad den bliver bedt om og grundet slumrefunktionen er batterilevetiden ganske fin.

Kompatabiliteten med openSUSE er ikke perfekt, men sadig betydelig bedre end jeg havde forventet.

Postscript:

Siden jeg skrev denne korte anmeldelse – har både min hardware og software konfiguration ændret sig. openSUSE 11.4 er blevet opgraderet til openSUSE 12.1 (x86_64) – Linux 3.1.0-1.2-desktop x86_64 – KDE 4.7.2 (4.7.2) “release 5” og hardwaren ændret til et abit MF-2M nView (med en integreret GF 6150 GPU). Men på trods af dette er der ikke rigtigt noget i understøttelsen der har ændret sig så meget som en tøddel.

Sandberg Keyboard Set Pro Nordic virker stadig næsten perfekt.

TILFØJELSE:

I forbindelse med OpenBox, er det dog muligt at opsætte “StartLommeregner” knappen med følgende, i keyboard sektionen af OBs rc.xml konfigurationsfil :

<keybind key="0x94">
<action name="Execute">
<startupnotify>
<enabled>true</enabled>
<name>Run Program</name>
</startupnotify>
<command>kcalc</command>
</action>
</keybind>

eller OBHotkey kommandolinieværktøjet:

obhotkey 0x94 kcalc

Share This:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

fifteen − six =

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.