Party on Tux

Spotify er lidt af et paradox, med hensyn til platformsunderstøttelse. Officielt er der kun understøttelse af MacOSX/iOS, Windows/Windows Phone og Android/Android. Er man af en anden overbevisning er man henvist til Spotifys webbaserede flashhærgede afspiller. Som GNU/Linux-bruger står man atter med pandehåret i handskerummet. Ved forespørgsler i deres forum, efter understøttelse af andre platforme såsom GNU/Linux er svaret kategorisk NEJ.
Læs videre “Party on Tux”

Datafællesskab

Vi må efterhånden sande at at landets efterretningstjenester og ikke mindst landets politiske elite, reelt har erklæret dette lands borgere og erhvervsliv virtuel krig og ingen betænkeligheder har ved at ofre vores privatsphere til fordel for egne politiske ambitioner.

For at kunne deltage i præstigefyldte samarbejder med USA om at opfylde amerikanske inden- og udenrigspolitiske mål (ofte betragtes alt indenfor USA’s interessesphere, der er global, som indenrigspolitik og dermed sjældent som værende underlagt det pågældende fremmede lands egen lovgivning) og forhåbentlig få et gnaveben eller to af forskellig art. Har den politiske elite solgt vores digitale infrastruktur til firmaer underlagt Patriot Act og set igennem fingrene med at fremmede magter, mere eller mindre frit, igennem hemmelige alliancer, har fået adgang til vitale knudepunkter i vores digitale infrastruktur. Alliancer der nu ifølge udmeldinger skal udvides i forbindelse med at ansvaret for overvågning af egne borgere nu flyttes til Forsvarets Efterretningstjeneste og dermed ikke bare med mulighed for at kunne sætte persondatalovene ud af spil, men hvis Danmark selv betegner sig som værende i krig, kan fuldstændigt omgå borgernes retssikkerhed.

Her tager jeg end ikke politiets planlagte masseovervågning af danske bilister med i betragtning, hvor man, fuldstændigt unødvendigt, regner med at lagre oplysninger om optil 30 millioner skannede nummerplader om året.

Et enkelt parti har forsøgt, via de officielle kanaler, at få svar på noget så simpelt som, er dette land i krig. Altså, er Danmark stadig at betragte som en retsstat, eller er vi rent privatlivsmæssigt i undtagelsestilstand. Et vitalt spørgsmål, der intet svar er givet eller sandsynligvis ikke bliver givet et svar på.

Vi må altså erkende at rent retsikkerhedsmæssigt og privatlivsmæssigt er der ingen hjælp at få, fra hverken stat, retssystem eller øvrige myndigheder – med mindre at man tilhører gruppen af kendte folk, eller direkte magteliten – her får tonen nemlig straks en helt anden og kvalmende hyklerisk lyd.

Derfor er der kun det at gøre, at tage hånden i den anden ske og selv forsøge at beskytte sig selv imod parallelsamfundet Christiansborg, landets efterretningstjenester og ikke mindst lovens lange arm – der ellers havde til opgave at tjene og beskytte befolkningen.

De fleste benytter i dag en eller anden form for cloudtjeneste til at lagre deres data. Men hvem ejer disse data og hvem snager i hvem man skriver med, hvilke filer man har liggende og er det i det hele taget så smart at have det hele liggende samlet hos en udbyder, ofte med en uigennemskuelig forretningsmodel ?

De mere teknisk begavede har sandsynligvis allerede taget deres forholdsregler og har benyttet nogle af de frie cloudmuligheder, såsom ownCloud til at sætte deres egne tjenester op i klædeskabet, på loftet eller i kælderen. Eventuelt suppleret af en Dovecot/Exim kombination til at håndtere postopgaverne. Dermed er data forhåbentlig kun sårbar under transporten.

Det er dog ikke noget der er forundt alle, at kunne lave sådan en opstilling og derfor er der en lille håndfuld entusiaster der nu vil forsøge sig med at starte et lille datafællesskab op. Et pilotprojekt, der kan være starten på det der, med et meget langt udtryk, bedst kan beskrives som et ”brugerejet digitalt infrastrukturfællesskab”. Et fællesskab kan drive og dele en infrastruktur, hvor sikkerhed og respekt for privatliv er i fokus.

Tanken er, enten at erhverve hardware eller adgang til samme, for derefter at muliggøre afvikling af tjenester på denne, til glæde for fællesskabets medlemmer, som et do-ocracy.

Disse gæve folk inviterer nu til stiftende generalforsamling, for alle interesserede. Indtil videre, ser det ud til at der mest er interesse for et online møde, men hvis det lyder interessant så giv dit besyv med.

Læs mere om projektet i nedenstående:

Henvisninger:

Hjerneløst sendes grønthøsteren afsted ….

Jeg har placeret et par bannere på mine hjemmesider, et fra The Linux Counter Project og et
fra Tug Uptime Project – egentligt uden noget specielt formål, andet end at vinke med flaget.

Her i nat opdagede jeg imidlertidigt at det sidstnævne ikke er blevet opdateret i et stykke tid.
Min lokal server (alnok – opkaldt efter noget allergi håndkøbsmedicin), faktisk med Rank = OFF. Det et noget der sker når en maskines statistik ikke er blevet opdateret i femten dage.

Fejlen blev dog hurtigt fundet, jeg havde simpelthen i et anfald af forårsrengøring slettet Uptime klienten. Sådan går det når man i et anfald af desperation under jagten på fri plads, hjerneløst sendes grønthøsteren afsted. Det gælder på ens hjemmeserver såvel som i samfundet.

Og nu en lille omtale af et par, måske glemte, projekter :

The New Linux Counter Project

Dette lille festlige projekt er en videreførsel af det oprindelige Linux Counter projekt, der startede for sjov. Ideen er at Linux brugere, kloden rundt, registrerer sig selv på denne side. Dernæst hentes et script, der hiver informationer ud fra maskinens proc system, og uploader dem til LiCo serveren, der så igen generer statistikkerne. Formålet er at samle statistiske basis data til, at kunne give et kvalificeret estimat på det globale antal af Linux brugere.

Jeg har selv sat LiCo scriptet til at køre som et cron job, en gang om ugen. På den måde skulle informationerne gerne være nogenlunde acceptabelt opdateret.

Tugs Uptime Project

Formålet med TUP er at oparbejde en historik med største oppetid. Oppetid, er tiden imellem – ja nedetid. Kort sagt den tid din maskine står tændt. Siden de fleste maskiner slukkes jævnligt, oftest om natten, er det primært en sport for servere.

Det hele er stillet op som en konkurrence, hvor maskinen med den længste oppetid er den store nørde ost.

Man deltager ved at oprette en konto på serveren og henter en klient, der sender information omkring oppetid til serveren.

Også i denne forbindelse har jeg måttet ty til et cron job, sådan at oppetiden bare er nogenlunde opdateret – vel det er den to gange i døgnet.

For dem der har ambitioner om at gå efter guldet … tjaa, det er et lille projekt der kræver lidt dedikation. I skrivende øjeblik var top tre som følger :

  1. NETDOOR – SunOS 5.7 (i86pc) – 10 years 11 month 13d 1h 53m 54s
  2. NIDOSAUR – SunOS 5.6 sun4u – 7 years 11 month 25d 22h 18m 25s
  3. ARION – Debian Linux 2.6.18-6-486 (i686) – 5 years 0 month 13d 23h 9m 37s

God fornøjelse …

Henvisninger:

 

 

Uptime project
Uptime project
LiCo - The New Linux Counter Project
LiCo – The New Linux Counter Project

Pletter …

Et nyt medlem af familien er ankommet, ja Spotify har endelig fået indrejsetilladelse, over vores ellers lukkede grænser.

En forældet, besværlig og protektionistisk lovgivning kombineret med at marked på kun 5,5 millioner, har gang på gang spændt ben for udenlandske tjenester som Spotify.

Men efter lange forhandlinger og en udskiftning i toppen af KODA, er Spotify nu en realitet i Danmark.

Da min primære kværn, nu om stunder, er drevet af en VIA/Centaur C3 Ezra processor, er mit skrivebord uden Spotify-klient. Derimod har jeg fundet to klienter til min N900 (Maemo 5 Fremantle) – hvilket er det vigtigste. Der er Footify, som jeg ikke har kunnet få lyd ud af, og QSpot der har vist sig at være en ganske udemærket klient og kan anbefales.

QSpot

Det første du skal gøre er at oprette dig på Spotify’s hjemmeside, hvilket nu om stunder gøres igennem folks Facebook-konto. Dernæst skal man oprette et deviceID og generere et kodeord, hvilket man skridt for skridt, bliver ledt igennem på hjemmesiden.

Når programmet er startet op, er det første man bliver mødt af – muligheden for at indtaste brugernavn (deviceID) og kodeord. Herefter kommer man ind til søgesiden, hvor der også er adgang til eventuelle spillelister.

Man kunne godt frygte at Spotify, især i et så lille land som Danmark, ikke ville være så stærke i nationale kunstnere. Men selvom der er store huller, ser det faktisk temmeligt godt ud. Ikke mindst fordi at man i rigt mål har indlemmet opsamlinger.

Det var oven i købet til at finde en god gammel kending, som de færreste kender til eller kan huske – desværre kan Spotify dog ikke diske op med den episke klassiker fra samme hånd “Åbn munden og luk øjnene“. Til gengæld fandt jeg en enkelt godbid med Det Neodepressionistiske Danseorkester – der ellers ikke er lette at spore, på trods af det spor de trak efter dem selv i deres aktive dage.

Selve afspillerdelen er ganske velfungerende og bufferhåndteringen er ganske fin i forbindelse med afspilninger over WiFi – over mobildata fungerer det nogen gange, når man lige tvinger enheden op i 3G. Til dette kan men eventuelt bruge Faheem Pervez’ 3G/2G/Dual Mode Selection Applet – der i forvejen sammen med AutoDisconnect og  Simple Brightness Applet er geniale i forbindelse med maksimering af batterilevetiden.

Opsummering:

Det er ganske fremragende at Spotify tjenesten er kommet til landet, nu er der definitivt lukket op og mon ikke også at vi i fremtiden vil se flere udenlandske tjenester indenfor vore lands grænser. De kan allerede fra første færd matche lokale konkurrenter såsom Telenors WiMP tjeneste på musikdelen, der dog også har Voddler og dermed online film i baghånden. En anden lille detalje er ligeledes at der allerede er sørget for at multimediesystemer såsom Logitech Squeezebox og Sonos Wireless Music System er understøttet, for den fulde oplevelse rundt omkring i hjemmet. Nu mangler der bare Jamendo-understøttelse af Logitech/Sonos.

Nu da Spotify selv ikke har i sinde at understøtte Maemo, er det ganske udemærket at det er gjort muligt for tredjeparts udviklere at strikke deres egne løsninger sammen og Andreas Enbacka’s QSpot er en ganske nobel løsning og anbefalelsesværdig afspiller. Det skal dog lige siges at der kræves et Premium abonnement for at den fungerer og kun online spillelister understøttes.

Henvisninger: